BARSMARK BYGADE

BARSMARK BYGADE
Navnet Barsmark Bygade er forholdsvis nyt. Fra gammel tid har strækningen været opdelt i flere stykker med hvert sit navn.
Kommer man fra Løjt Kirkeby, er den første strækning, fra BULBRO ved hus nr. 85 til hus nr. 101, blevet kaldt ”LONEGADE”. Derefter følger ”Æ VINDELTRAP”, som går til nr. 118. Herefter kommer ”MIDTBYEN” som fortsætter til Æ STENBRO” der begynder efter nr. 139 og slutter ved Skrevenstenvej. Det sidste stykke af bygaden, fra Skrevenstenvej til nr. 264 bliver stadig lokalt kaldt “BARSMARK ENDE” Herefter deler vejen sig, men uanset om man fortsætter lige ud eller drejer til højre hedder bygaden ”OTTERGÅRDSFORTE” hvorfra man ad mindre forter kan komme helt ud tl Lillebæltkysten.
Billedet: Udsigt til Lillebælt ved Knudshoved.

Barsmark Bygade nr. 85
Som et bomhus, ved indkørslen til en købstad, ligger dette lille hus, lige før bygrænsen til Barsmark. Det ligger lavt i forhold til vejen, og lige før vejen går over den næste usynlige BULBRO. Ved den lave beliggenhed, ses det tydeligt, at huset lå her før vejen, i 1932, blev forhøjet, rettet ud og senere asfalteret.
Læs sagnet om spøgeriet ved Bulbro


BLÅKÆR
Før Lonegade blev rettet ud og forhøjet, var nutidens eng, til højre for vejen, ikke drænet, og BLÅKÆR, som engen hedder, var en stor sø, der nu ofte genopstår ved de voldsomme regnmængder, der ind i mellem kommer.