INDHOLDET I DETTE OPSLAG:

1) Slægt følger slægt. Uddrag af J. M. Holdts beskrivelse af slægterne på Løjt Land

2) Hvem var Jep H. Riis

3) Christian Unger

4) Den evige vandringsmand. Erik Unger. 

5) Æ Gendarmhus og Shellbenzintanken

6) Guldgraveren og gårdejeren Jes Madsen Jessen.

7) Barsmark kro, høkerhandel og museum

                                                                                                                                                                                Billedet: Gården Bunde o. 1928

1)  SLÆGT FØLGER SLÆGT

Kirkebogen for Løjt Sogn en viser tydeligt, at bondestanden har været stærkest knyttet til hjemstavnen. Blandt inderster [en der bor til leje] og håndværkere derimod finder vi mange navne på tilflyttere, men de forsvinder ofte efter kort tid. Ganske anderledes er det med de løjting bønder. Her optræder de samme slægter, ofte på de samme gårde, århundreder igennem. Og særdeles påfaldende er det, hvor lidt forbindelse sognets bondeslægter har haft med andre egne.

Når en ung bondesøn skulde se sig om efter en brud, tog han som oftest en bondepige fra Løjt Sogn. De tilfælde, hvor en Løjt bonde tidligere tog sig en brud udensogns fra er få. Oftere skete det, at en bondedatter herfra blev gift udensogns, skønt det også, i forhold til sognets indbyggertal, var sjældent.

Tiden fra omkring 1780—1880 var kaptajnerne fra Løjts tid. Enhver bondesøn. der vilde regnes for noget, skulde helst have været til søs, inden han overtog en gård. Søfolkene tjente penge – mange penge – og bragte således stor velstand til sognet. Mange af Løjtlands smukke gårde er bygget i tiden 1830—60, og vidner om det endnu.

Men søfarten og velstanden gav en selvbevidsthed, der hos mange udartede til hovmod. Der var hos flere af Løjtlands bondeslægter en stolthed over netop at være løjting og samtidig en utiltalende ringeagt for udensogns. Dette forhold har sikkert, sammen med bestræbelserne for at bevare rigdommen ved at gøre et godt parti, været bestemmende for mange ægteskaber i sognet i forrige århundredes første halvdel. Giftermål mellem beslægtede var meget hyppige, med udensogns, som nævnt, forholdsvis sjældne. Især var der meget lidt forbindelse med sognene syd for Aabenraa Fjord. Man vendte sig mod nord, til Hoptrup og Halk. Endnu vil mange løjtinger kunne huske, hvilken bestyrtelse det vakte, da en gjennerbo omkring 1870 friede sig ind på en Løjtgård, ligesom der også er eksempel på, at en forlovelse er blevet opløst, fordi pigen var en ”Sønderbo”. Disse forhold medførte, at sognets bondeslægter blev stærkt indgiftet i hverandre, så de til sidst næsten udgjorde et eneste stort familiesamfund.

I løbet af det 19. århundrede forsvinder mange gamle bondeslægter fra Løjt, både ved udvandring og ved, at flere slægter uddør. I det sidste halve århundrede er der sket store forandringer inden for Løjt Sogns gamle slægter. Flere er som sagt uddøde, mange nye er tilflyttet, en mængde gårde, der i hundreder af år var i slægtens eje, er gået over på andre hænder.

Det standshovmod, der kunde træffes hos mange gårdmandsslægter, og den gamle fordom mod udensogns forbindelser er forsvundet. Tidens udjævnende tendens har i høj grad gjort sin virkning også blandt Løjtlands gamle slægter. Det var kun godt, at sidste århundredes afsondrethed og overdrevne selvfølelse blev brudt, selv om egnen derved mistede sin befolknings interessante særpræg.

 Uddrag fra:

Af J. M. Holdt.   Særtryk af Sønderjysk Månedsskrift: Navne og Slægter i Løjt Sogn

2) Jep H. Riis,

Løjtlands historieskriver.

Han blev født på Barsmarks østligste gård ”Styrtom” den 21. sept. 1861 som søn af Hans Jessen Riis og Ellen f. Jepsen. Fødegården brændte i 1882 og blev ikke genopbygget, men Jep Riis købte nabogården, »Mørkholt«, og lagde jorden dertil. Læs mere om gården: Byen før og nu / Barsmark Ende / Bygaden 269. 

Jep Riis var en begavet mand, der vel ikke skulle have været landmand, da landbruget ikke interesserede ham. Han opførte selv en vejrmølle, byggede sig en båd og et pragtfuldt orgel, han lavede et godt fotografiapparat og var en dygtig billedskærer, men hans hovedinteresse var hjemstavnens historie.

I 1916 fik han udgivet i en lille bog ”Sagn, Overtro og gamle Fortællinger fra Løjt Sogn”. Desuden havde han samlet oplysninger om Løjt Sogn« og taget en del gode fotografier bl.a. af nu forsvundne gårde, og denne samlingen ligger nu på landsarkivet i Aabenraa.

Jep Riis var en bramfri og stilfærdig mand. Han blev i 1891 gift med Johanne Claussen (1870-1941) fra Paulsgård i Barsmark.

Jep H. Riis døde den 6. september 1934.

Efter J. M. Holdts forord til Riis bog

En stor del af de oplysninger denne hjemmeside bygger på, er hentet fra Jep Riis lille bog fra 1916

3) CHRISTIAN UNGER.

1890 – 1983

Christian Unger var en kendt mand i Barsmark. Han blev født i 1890 på Kalvø som nr. 6 i en børneflok på 7. I 1902 flyttede familien til Spramshuse vor han boede indtil 1938.

Under 1. verdenskrig var Christian indkaldt til flåden, og da fredsslutningen kom, befandt han sig ud for Holland og Belgiens kyster.

Familien sad hårdt i det og han supplerede sit fiskeri med arbejde hos brødrene Krag på Østergård (Ottergårdsforte 7).

Han fiskede en del, og på cykel tog han så rundt og solgte sine fisk ved gårdene. Han skulle altid have en kaffepunch, når han kom, og han blandede den selv, for, som han sagde: ”Der skal så meget brændevin i kaffen, at jeg kan se en l0-øre i bunden af koppen”, så på den sidste del af hans rute var det godt, at han havde cyklen at støtte sig til, for cykle kunne han ikke mere.

I 1938 brændte huset i Spramshuse og byen skillingede sammen for at skaffe familien tag over hovedet. Resultatet blev, at Christian kunne købe ”Unger Haus” (Barsmark Bygade 238) af bagermester Johan Baasch.

Christian Unger og hustruen Marie flyttede ind i husets vest ende, og sønnen, der også hed Christian og hans kone Ida, flyttede ind i den østre, sammen med deres 3 børn. I 1947 gik sønnen Christian gennem havisen, da han var på jagt, og druknede. Året efter døde Ida af kræft. De tre børn blev herefter opdraget af deres bedsteforældre.

Efter sønnens og svigerdatterens død flyttede Peter, Christians anden søn, ind i den tomme lejlighed sammen med sin kone Hansine. 20 år senere i 1967 købte hans søn Peter Unger huset, og flyttede  over i vestenden mens Christian Unger  og Marie fik østenden.

I 1977 forlod Christian Barsmark og flyttede til Genner, hvor han døde i 1983, 93 år gammel.

Se omtalen af Christian Ungers hus:

Byen før og nu / Barsmark ende / Barsmark Bygade 238

4) DEN EVIGE VANDRINGSMAND

ERIK UNGER

Han var en original – en ener – Erik Unger.

Han blev født en sensommerdag i 1935, nærmere bestemt den 9. august. Små bølger rullede ind mod stranden nedenfor det gamle fiskerhus i Spramshuse, som de havde gjort i århundreder, men oppe i stuen kom Erik til verden, en verden der ikke altid var lige god mod ham.

Han var ud af en gammel fiskerfamilie. Hans oldeforældre boede i sidste halvdel af 1800-tallet i en lejlighed på det gamle skibsværft på Kalvø. Der blev hans bedstefar født. [Se ovenfor nr. 3 Christian Unger] Siden flyttede de ned til Spramshuse (billedet til venstre) hvorfra de fortsatte fiskeriet.

Når den åbne båd ikke var i brug, lå den trukket op på stranden nedenfor huset.

Det var Eriks oldemor, der roede båden, mens hans oldefar røgtede garnene. Den gamle kone var så forkrøblet af gigt, at hun ikke selv kunne gå det lille stykke fra huset og ned til båden, men så tog oldefar hende på skuldrene og bar hende derned. Med et snuptag løftede han hende over i båden, og satte hende på toften, der kunne hun så sidde og ro båden. Det var hårdt, men sådan var det nu engang. Både bedstefar Christian Unger og hans far Christian Unger (ja, den er god nok) fulgte i oldefarens fodspor og blev fiskere.

Som barn blev Erik drillet, moppet kalder man det i dag. Han fortæller, at han, fra han var helt lille, blev kaldt gammelklog, i skolen skeløjet, beskidt, sky og genert, og bedre blev det ikke. Først døde hans far i januar 1947, da han under en fisketur gik gennem isen og druknede, og ikke blev fundet før i maj samme år og derefter, at hans mor, Ida, døde et år senere. Det blev bedsteforældrene, der kom til at tage sig af den 12-årige dreng.

Erik blev en ener. En eneboer der i en periode levede i et skur og senere flyttede ind i en campingvogn bag laden på en af Barsmark gårdene, men det, der gjorde Erik kendt og berømt på hele Løjtland, var hans hukommelse. Erik kendte alle og enhver, bosiddende på Løjtland og alle kendte Erik og bemærk – kun for det gode. Han var halvøens budbringer, og derfor standsede han da også op ved alle de løjtinger han mødte. Han kunne fortæller dem hvem der havde fødselsdag i dag, i morgen eller overmorgen. Hvor mange tulipaner der nu var i blomst i den og den have, hvilken hund der lige havde fået hvalpe, og meget mere af samme skuffe. Det gav stof nok til en snak i hvert enkelt tilfælde. Erik Ungers hukommelse var hans kalender. Så ingen kunne undskylde sig med, at det vidste de ikke, for Unger havde fortalt det. Alle blev holdet orienteret, og vidste man ikke besked, ja, så spurte man Unger.

Venligt og smilende kom han folk i møde og afleverede sit budskab, og samlede selvfølgeligt samtidig op hvad man havde at fortælle. Så gik han videre og fortalte det til den næste.

Erik Unger blev omkring 85 år og døde på plejehjemmet i Løjt Kirkeby.

En mand som Erik Unger kan ikke undværes i et lille samfund, og her vil han ikke blive glemt.

Billedet af Erik Unger er taget af Jürgen Karwelat.

Litteratur: Det Gamle Løjt. Bind 28.

5) Æ GENDARMHUS og SHELLTANKEN

Barsmark Bygade 243

Den tidligere gård ligger i den del af Barsmark Ende der kaldes På Højen hvor der ligger der 2 gårde og 4 huse. Herfra har man udsigt over Genner Bugt og Lillebælt.

Går man tilbage til 1882 var husets ejer Anna Ahrens, enke efter August Ahrens.

I 1911 købte Carl Nissen huset. Han var arbejdsmand og havde huset indtil 1929. Efter den tid talte man i Barsmark om, at der i en periode måske har boet en gendarm på ejendommen, for i udhuset var der en fængselscelle med tremmer for vinduet. Derfor blev huset omtalt som ”Æ Gendarmhus”. Efter 1920, da landsdelen igen blev dansk, er cellen blevet nedlang, men tremmerne bevaret.

Sandheden er nok, at det har været en russisk krigsfange, der har boet i værelset, som det var tilfældet på mange af de sønderjyske gårde, og betingelsen var, for at få en medhjælper, at gårdejeren skulle sætte tremmer for vinduet, bag hvilke den russiske tvangsarbejder boede. (Billedet er fra Barsmark Bygade 105).

I 1929 købte vognmand Emil Hildebrandt huset og blev samme år gift med Anna Iversen fra Løjt Kirkeby. Emil Hildebrandt drev en vognmandsforretning med lastbil og lillebil (Taxa). På sine lidt ældre dage led han af astma, og fik derfor ansat en chauffør til at køre lastbilen mens han selv fortsatte med at køre taxa.

Foran huset fik han opsat en Shellbenzinstander, som havde sin storhedstid, da traktorerne kom frem. Hver morgen holdt landmændene i kø for at få tanket op, men efterhånden som landmændene selv fik benzintank, blev tanken nedlagt. Efter Emils død passede hans enke Anna benzintanken. (Billedet er fra ”Det Gamle Løjt XVII).

Vognmandsforretningen i 1934:

Fra venstre: Medhjælperen Peter Holm, vognmand Emil Hildebrandt, sønnen Hans Hildebrandt og medhjælperen Hans Knudsen.

6) OM GULDGRAVEREN OG GÅRDEJEREN JES MADSEN JESSEN.

hvem   Æ BLEEND MANDS GAARD   er navngivet efter.

Som overskriften på Løjtinger dialekt siger (den blinde mands gård) havde gårdejeren Jes Madsen Jessen tabt sit syn. Han havde været guldgraver i Californien og var ved en sprængning, som foretoges for at finde frem til guldårer, blevet så alvorligt såret i året 1859, at han blev fuldstændig blind. Han var født i 1830, blev 1865 gift med Christine Christensen, Størtum.

Gården havde været i familiens eje i mange generationer, og Jes Madsen Jessen overtog den fædrene gård, da han kom hjem som blind i 1865. Gårdejer Caspar Krag, Østergaard, Barsmark, som døde 1984 – 90 år gammel – fortalte kort far sin død, hvad han huskede om Jes Madsen Jessen. Til trods for sin blindhed passede han sine dyr. Med et åg over skulderen, hvorpå i et reb i hver ende var fæstet 2 spande med mælk, vandrede han henad vejen til marken neden for gården hvor kreaturerne gik. Han streg dem over hals og ryg og kunne mærke på hårene, om det var hans dyr, og han udbred så undertiden: ”Det er ikke mine kalve!” Også sit korn kunne han trods manglende syn selv sætte i lade. Han lagde negene på plads med ”sine blinde hænder”, som man sagde. Det var nemlig en speciel kunst at få negene, når de kom hjem fra marken med hestevognen, sat eller pakket godt sammen, så de fyldte mindst muligt.

Casper Krag fortsætter beretningen med at fortælle om Jes Madsen Jessens hustru. Hun sminkede sig ”ualmindeligt”, sagde han, og sminkning brugtes ikke meget i de tider. ”Hun hæ int richte truffen æ chatteringe”, sagde gamle madam Nissen fra Østre Østergaard. Hun boede overfor. Andre sagde: ”Hva sminke hun sæ få, hin Man kan jo it se et?” Man må håbe, at den blinde mand ikke har opfattet disse bemærkninger; men noget tyder på, at han som ældre har været træt af sin tunge skæbne. Han døde 1912 ”for egen hånd”.

En svær tilværelse har Jes M. Jessen forstået at mestre. Han var en af de første, der udvandrede for at søge lykken ved guldgravning. – Det var guldfeberen, der rasede i Californien, og man sagde, at kaptajnerne havde svært ved at holde deres besætning på skibene, når de lagde til i egne, hvor der blev søgt efter guld. Nogle såkaldte guldgravere blev rige, men de fleste vendte skuffede hjem, eller som i dette tilfælde som invalid. Jes Madsen Jessen havde en søn, Hans Jessen, der var gift med Maren Petersen, Sveilund, og han overtog den fædrene ejendom 1895. 1912 blev gården solgt til brødrene Eschel og Peter Krag, Østergaard, der brugte den som aftægtsbolig. Gården, som bestod af fire længer, ses på billedet. De tre ladefløje var bulhuse. Vestre ladefløj blev nedrevet omkring 1914, og den ”nørre” længe måtte væk, da vejen blev udvidet i 1940.

En senere ejer af ”Æ Bleendmands Gaard” var Hans Mathiesen. Da han købte gården blev der bygget om med hønsehus og garage. Men loftsbrædderne har nok ikke været for gode, for Casper Krag (fra Østergård) fortalte med et smil, at Hans Mathiesen engang faldt igennem loftet og landede blødt og sikkert i sin egen seng nedenunder. Held i uheld! Der fandt Casper Krag ham i god behold.

Fra ”Det gamle Løjt VIII”

»Æ Bleendmands Gaard« i Barsmark

Af Petrea Schmidt

Se omtalen af Æ Bleend mands gaard på Byen før og nu / Barsmark Ende 260.

7) BARSMARK KRO, HØKERHANDEL

OG MUSEUM.

Barsmark Bygade 139 var fra starten ikke en købmandsforretning, men en kro hvis historie går helt tilbage til 1700 tallet. Den første ejer var Jørgen Johannsen Kier. Da han døde videreførte enken kroen, som igen blev overtaget af deres søn ”Gastwirt” Anders Jørgensen Moos. Det skete i 1799.. Omtalen som Gastwirt viser at kroen nu fungerede som gæstgiveri.

I 1912 kan man i telefonbogen læse, at Karl Theodor Kuhn ikke blot er Gastwirt men også ”Høker”. Gæstgiveriet og kroen huser nu også en købmandsforretning. Theodor Kuhn, havde sammen med sin kone Petrea, købt forretningen i 1911, men allerede i 1913 dør Theodor kun 27 år gammel af tarmslyng, og året efter, i 1914, sælger Petrea kro og høkerhandel til Hans Otto Schmidt.

Salg følger på salg. I 1916 er ejeren fra Haderslev – Hansen hed han – som efter kun et år sælger den til Jes Jørgen Brink, der var fra Løjt, og hans kone Helene Brink, der var fra Mjøls, det skete i 1917.

Et par år lød der barnegråd i kroen, sønnen Helmuth var kommet til verden og derefter fulgte datteren Margrethe.

I 1940erne trådte Helmuth ind i kroens drift, og sammen med sin kone Anne Margrethe drev de kro og høkerhandel indtil 1956, hvor Jes og Helene helt overlod driften til sønnen og svigerdatteren.

Tiderne skiftede, og det økonomiske grundlag for at drive kroen forsvandt, så omkring 1962 lukkede kroen, men købmandshandlen fortsatte indtil 1984 hvor den også måtte lukke. Helmuth og Anna Margrethe blev boende i huset indtil 1987 hvor det blev solgt og de flyttede til Løjt Kirkeby.

Læs mere om kroen og købmandshandlen i Det Gamle Løjt 1989.

AMATØRARKÆOLOGEN

Jes Brink var ikke kun krofatter og høker, han var også en anerkendt og ivrig amatørarkæolog. Gennem tiden fik han opbygget er omfattende historisk samling, hvis indhold omfattede flere tusinde genstande, der ud over en mindre samling fossiler, indeholdt genstande fra jægerstenalderen til nutiden. Han var blandt andet også med ved udgravningen i 1935, af bronzealdergraven der indeholdt Skrydstruppigen. Det var ikke sådan, at han egenhændigt havde samlet de hundredvis af flintredskaber op af Løjtlands muld, nej, han havde ”købt” et stort antal. Gennem årene var det rygtedes, blandt egnens gårdskarle, at Jes samlede, og et skete jo, under karlenes markarbejde, at der dukkede en flintsten op. En blev troligt samlet op og bragt hen til høkeren. Var ”det noget”, ja, så fik finderen et stykke chokolade, en cigaret, eller hvis det var et ekstra fint fund, en pose tobak. I Jes Brinks gæstebog har adskillige prominente personer skrevet en hilsen efter et besøg på det lille museum. Gæstebog og Jes Brinks samling kan ses på det lille lokalmuseum ”Runde Mølle”.