LØKKERNES LAND
Barsmarkshistorie fra 1500 til 1700
DE LEVENDE HEGN PÅ LØJT LAND
Det specielle ved Løjt Land, og dermed også Barsmark, er, at udskiftningen allerede var slut i første halvdel af 1700-årene. Dermed ændrede landskabet karakter, idet fællesarealerne blev delt op og indhegnet, i det man lokalt kalder løkker, d.v.s. særskilte marker der blev dyrket og indhegnet med levende hegn af den gård marken tilhørte. De talrige levende hegn er derfor et enestående eksempel på den ældste form for individuel udskiftning.
I den østlige del af Løjt Land er bakkerne, hegnene og sporene efter denne udskiftning særligt tydelige. Alene i 1931 (Kort A) var der ikke mindre end 104 km hegn tilbage i dette område, men i perioden fra 1931 til 1984 forsvandt ikke mindre end 46% af hegnene. (Kort B). Området blev fredet i 1982.
NEDTVEGNING AF HEGNENE
Det særligt karakteristiske ved Løjt Lands levende hegn er nedtvegningen, en hegnsteknik som går flere hundrede år tilbage og kun findes her på Løjt Land og på Angel i Sydslesvig. Det er især ask der bruges til denne hegnsform. Se tegningen.
Kilde: Levende hegn på Løjt Land. Sønderjyllands Amt. ISBN. 87-7486-232-4
LØJT LAND I DAG
Fra Løjt Lands bakker er der en storslået udsigt over det kuperede morænelandskab med dets gamle, velholdte gårde, marker, enge og skove. Det er et syn, man kan opleve så mange andre steder. Men så er der de talrige levende hegn, der omkranser de frodige marker Løjt Lands løkker. I dagens Danmark er dette et helt usædvanligt syn. De fleste andre steder er jorderne lagt sammen og hegnene forsvundet.
Men ikke her. Her er man anderledes, som man var det for over 500 år siden.
DEN HISTORISKE BAGGRUND
Landsbyen Barsmark ligger, som den har gjort i århundreder omgivet af sin bymark, landsbyens dyrkede jord. Indtil slutningen af 1500 tallet var bymarken som andre steder i landet delt op i vanger (indtægter) og vangerne igen i åse, hvis størrelse var afpasset efter terrænforholdene og jordens bonitet.
I hver ås havde den enkelte gård så en ager, hvis areal afhang af gårdens størrelse
Denne opdeling betød, at hver gård kunne have over 80 agre spredt ud over hele bymarken.
Det var retfærdigt, men besværligt.
ET NØDVENDIGT FÆLLESSKAB
Bonden ejede selv den enkelte ager. Han pløjede, såede og høstede den selv. Men med den jordfordeling var man nødt til at tage hensyn til hinanden. Landsbyfællesskabet betød nemlig ikke kollektiv drift af jorden, men kun et dyrkningsfællesskab.
Man arbejdede i fællesskab, fordi man nødvendigvis måtte færdes over hinandens jord for at kunne komme til.
KREATURER
Uden for den dyrkede jord lå overdrevet, som var fælleseje.
Her kunne alle landsbyens kreaturer gå sammen med hinanden under opsyn af landsbyhyrden.
HEGNENE
Der var en arbejdsbesparende fordel ved fællesskabet. Hegnene deltes man om.
Det var helt uoverkommeligt at hegne omkring den enkelte ager. Her var det en fordel, at landsbyen i fællesskab kun hegnede omkring de store indtægter. Hver bonde havde sin del af hegnspligten igen i forhold til gårdens størrelse
Man brugte døde hegn. Om foråret gravede man pæle i jorden og flettede grene imellem. Efter høst opgav man ævred, d.v.s. hegnene blev delvist fjernet, og dyrene kunne nu græsse overalt.
Det var en tidskrævende hegnsform.
DEN FØRSTE UDSKIFTNING
Ideen til særdriften kom omkring 1570, da skovene på Løjt Land blev delt mellem bønderne.
I skovene var der ingen underopdeling i agre. Her kunne den enkelte få et relativt stort sammenhængende stykke skov, og han kunne indhegne det ved at grave grøfter og opkaste diger.
Ideen fængede, og i årene 1570 – 1580 blev der indgået hundredvis af mageskifter i landsbymarken.
JORDEN I SÆRDRIFT
Med udskiftningen og jorden der var overgået til særdrift, var den enkelte bonde ikke længere bundet af hensynet til andre. Han kunne så, høste og pløje når det passede ham. Det var en stor lettelse i den daglige drift, men arbejdsbyrden med hegnspligten var vokset betydeligt.
GRØFTER OG DIGER
Grøfter og diger kunne holde nogle år, men så skulle der ske udbedringer, hvis man ville holde sine kreaturer inde og andres ude.
HEGNSFORBUD
Imidlertid var myndighederne endnu ikke med på ideen om opløsning af fællesskabet. Der var ligefrem nedlagt forbud mod at indhegne sin egen jord fra den fælles mark. Overtrådte man forbudet, måtte der betales bøde. Og mange betalte gladelig bøden for at få lov til at hegne til eget brug.
EN ”LØKKELIG” AFGIFT
I 1597 fik myndighederne øjnene op for, at der muligvis lå en indtægtskilde i udskiftningen. Forbudet mod hegning blev ophævet, og i stedet blev der indført en afgift på 3 rigsdaler for hver ha., bonden ville indgrave. (indhegne).
Det var amtmanden i Aabenraa, der egenhændigt havde ophævet hegnsforbudet og indført den nye afgift. Da det gav penge i kassen, havde hertugen på Gottorp intet at indvende.
DE LEVENDE HEGN
Og nu blev det bestemte, at markerne skulle omgives med levende hegn bestående af pil, hassel, ask eller andre træer og buske. De stærkt reducerede skove blev dermed ikke belastet yderligere med hugst af materialer til gærder og brændsel. Dette tiltag kan sees i dag i nutidens levende hegn. Som det eneste sted i landet lever den flere hundrede år gamle hegns teknik – nedtvegningen – stadig på Løjt Land.
Omkring år 1700 var udskiftningen næsten helt gennemført på Løjt Land 80 år før den ved lov blev indført i kongeriget.