Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
BARSMARK OG BARS.
Inden vi begiver os ind i Barsmarks sagnverden er det nok på sin plads at fortælle hvordan Barsmark har fået sit navn, det hænger sådan sammen:
Sagnet fortæller at Barsmark og Barsø har fået navne efter en kæmpe eller høvding ved navn Bars. Både kæmpen Bars og hans kone Birret skal stadig efter sagnet ligge begravede i to overpløjede høje, der bærer deres navne – Barshøj og Birrethøj – der ligger i nærheden af hinanden og ikke langt fra Povlsgaardene.
Barshøj blev i midten af 1700 tallet åbnet, og da fandt man ”en stor benrad”.
De første historier foregår på grænsen mellem Løjt Kirkeby og Barsmark. De er, som mange andre af de historier der følger, omskrevet efter Jep Riis: Sagn og Overtro fra Løjt Sogn.
Fra Smedebjerg til Bulbro
Lige inden man fra Løjt Kirkeby kommer til den tidligere Barsmark Station, har man passeret en mark, hvor der tidligere skulle ha ligget en ganske markant bygning – hvilken – ja, læs selv.
Lidt længere fremme, går der en græsbegroet vej til højre hen til en kløft med det uhyggelige navn Gloende Gab. I bunden af kløften løber der en lille bæk. I dag er kløften tilgroet og ufremkommelig, men for mange år siden, hvor de to følgende historier foregik, var kløften scenen for et jalousiopgør, men alligevel løb bækken muntert, klukkende og rislende ud i Blåkjær, ved hvis bred en sort trussel ventede.
Der skal den ligge.
I virkelighed skulle Løjt Kirke ha ligget et ganske andet sted end hvor den gør i dag, i hvert fald efter hvad sagnet siger.
Det sted hvor menigheden havde bestemt at kirken skulle ligge var Elbjergløkke. En mark der tilhørte kirken og som ligger til venstre når man kommer fra Barsmark og har passeret Smedebjerg. Løkken grænser op til Barsmark Kirkevej og Krapforte.
Byggeriet gik i gang, sten blev samlet fra markerne på Løjtland og transporteret til byggepladsen, men alle de byggematerialer der om dagen blev samlet på pladsen, og dem der i løbet af dagen blev brugt, alle blev om natten flyttet til det sted hvor kirken ligger i dag. Hvem der flyttede materialerne blev aldrig opklaret, men måske fik bygherrerne et vink fra det høje om at kirken skulle opføres hvor den ligger nu.
I et dige, øst for de to Elbjerggårde, ligger der en del store kampesten, og så vidt man ved, skulle de være brugt til en kirke der skulle bygges på Elbjergløkke.
Det Gloende Gab
På Elbjerg var der engang en pige, som havde ikke én, men to kærester. Hvad hun ikke vidste, var, at de to unge mænd var brødre. Og tænk, de to brødre var heller ikke klar over, at de var forelsket i den samme pige.
Så skete det en søndag, hvor brødrene var på vej hjem fra kirken i Løjt Kirkeby, at de begyndte at snakke om deres kærester. Da de kunne se Elbjerg pegede den yngste på gården og hviskede til sin bror, at hans kæreste boede der. Først da gik det op for dem, at de havde fortalt hinanden om den samme pige; pigen fra Elbjerg. Nogle minutter gik de tavse ved siden af hinanden, så tog det ene ord det andet, og det endte med, at de kom op at slås. Kampen bølgede frem og tilbage, og uden de bemærkede det, var de kommet hen til den smalle kløft bag Smedebjerg, og her gik det helt galt. Den ene bror slog den anden ihjel, og flygtede, uden at sige farvel hverken til sine forældre eller til sin kæreste, man så ham aldrig mere og det siges at han havde meldt sig som. I mange år sørgede pigen over tabet og følte, at det var hendes skyld, så nær tog hun skylden, at hun efter sin død, hver søndag ved midnat vandre gennem kløften med et brændende lys for at søge efter sine forsvundne kærester. Skulle du komme forbi det gloende gab og ser hendes lys, så se ikke ind i det, hun kunne tro de var den hun søger.
Billedet: Det Gloende Gab
Får nr. 21
Det var aften, solen var gået ned for lang tid siden, da malkepigen fra Elbjerg endelig fik tid til at hente fårene hjem fra engen ved Blåkjær. Flokken af hvide får havde allerede samlet sig, klar til at komme på stald, lige neden for gården. Hun talte dem 15 – 16 – 17 – 18, der manglede tre. Undrende så hun ud over kæret, og kunne ikke lade være med at bandede for sig selv, da hun så, de tre små hvide pletter helt ovre på den anden side af vandet. Resolut hankede hun op i skørterne, gik gennem leddet og ind på engen for at fortsætte langs vandet. Træskoene svuppede i den sumpede eng, og pludselig satte den ene træsko sig fast i den bløde engbund og den bare fod forsvandt ned i mudderet. Et øjeblik blev hun stående, så råbte og fløjtede hun efter de tre får og til sidst lykkedes det hende at kalde dem til sig og hjemturen begyndte. Hjemme igen, sluttede de tre bortløbne får sig til resten af flokken, men da pigen talte dem igen manglede det et. Forvirret så hun sig tilbage over skulderen, og så da et stort sort får, der langsomt kom gående hen mod hende. Et sort får. Gården havde ikke sorte får. Hun blev bange, ville vende sig, dreje hovedet, men kunne ikke. Hun var tvunget til hele tiden at se sig tilbage over skulderen. Nærmest baglæns løb hun i panik, mod gården med fårene brægende foran sig, mens det sorte får kom nærmere og nærmere. Fåreflokken dundrede ind gennem porten med pigen efter sig, og lige i det øjeblik de var nået ind på gårdspladsen, forsvandt det sorte får, og hun kunne igen dreje hovedet tilbage på plads. Flokken blev talt, og alle 21 dyr gik nu brægende rundt inde i stalden.
Billedet: Blåkjær ved regntid.
Det sorte uhyre på Smedebjerg.
Det var en månelys aften, da en mand kom gående ad landevejen fra Løjt Kirkeby mod Barsmark. Ikke en vind rørte sig. I det fjerne gøede en ræv, men ellers hørtes kun hans træskos klapren og stokken rytmiske dunken. Da han var kommet et stykke ned af Smedebjerg stoppede han og lyttede. I det fjerne lød der en brusen og prusten som han aldrig havde hørt magen til før. Lyden kom nærmere og nærmere, og pludselig for et stort, sort uhyre tværs over vejen. Ved dette syn blev manden så skrækslagen, at han skyndsomt tog flugten. Med hatten knuget i den ene hånd slog han vildt for sig med stokken i den anden, samtidig med at han, så hurtigt han kunne løb ned af bakken, væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han ganske udmattet og så sig tilbage. Der hørtes ikke en lyd, alt var som før.
Mange år senere prustede et sort uhyre sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted hvor manden havde fået sit forvarsel. Den smalsporede jernbane var kommet til Barsmark.
Billedet: Barsmark station
Nis Pug på Elbjerg
Nis Pug, der boede på gården Elbjerg, elskede at sidde i loftslugen og sole sig. Da han en varm sommerdag sad der og nød solen, drømte han ikke om, hvad der ventede ham.
En af gårdens karle havde opdaget den lille husnisse i lugen. Karlen greb en høtyv og med den i hånden listede sig nu ganske forsigtigt ind bag på Nis. Forsigtigt fik han høtyven op bag nissen og lirket dens krog ind under hans seler, og med et hårdt ryk blev den lille nisse trukket ned på jorden. Nis Pug blev rasende og hans hævn udeblev heller ikke. For da karlen den næste morgen vågnede, befandt han sig til sin store skræk liggende på nogle stænger over gårdens åbne brønd.
Brandtræet og Fasbrogård
Man hører undertiden, at en gård eller et hus er blevet set i forbrand, det vil sige at man i et syn har set bygningen brænde.
For at forhindre at huset skulle brænde måtte den der havde set forbranden “hensætte” branden til et træ i nærheden. Det kunne ske ved at han borede huller i træet, og derefter slog trænagler i hullerne. Naturligvis får et sådant træ lov til at stå urørt, indtil det går ud.
Et sådant brandtræ står der ved gården Fasbro heri skulle den nærliggende Skadesgårds brand være hensat
Fasbrogårdskatten
I en lille nu forsvunden mose der skulle ha ligget lige nord for Elbjerggårdene har beboerne herfra og fra Skadesgård gravet deres penge og andre værdigenstande ned da de svenske tropper drog hærgende op gennem Jylland under Trediveårskrigen (1618 – 1648).
Billedet: Brandtræet ved Fasbro
Bulbrospøgelset
Barsbækken løber stille og fredeligt fra Blåkjær frem mod og under Bulbro. Hvem skulle tro at mange engang frygtede at passere dette sted, men for ikke så længe siden spøgte det ved Bulbro, så næsten ingen turde gå over broen ved aftenstide.
Hver gang man nærmede sig Bulbro, hvad enten man kom fra Løjt Kirkeby eller Barsmark, lød der en så ynkelig jamren at det kunne få selv den modigste til at tænke sig om to gange inden man vovede sig over broen.
Da Pastor Bendixen hørte om dette spøgeri besluttede han sig for at finde ud af hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Han lagde biblen og en salmebog i saddeltasken, svang sig op på hesten og red ud i natten.
Da han kom i nærheden af Bulbroen, hørte han ganske rigtigt den ynkeligste jamren. Han holdt hesten an og tog biblen frem, inden han langsomt red hen mod broen.
Efterhånden som han kom nærmere blev den hjerteskærende jamren tydeligere og tydeligere. Da han nåede helt hen på broen standsede han. Lyden klang nu klart og tydeligt ud i natten, og han var ikke i tvivl om at den måtte komme fra et sted under broen.
Pastoren stod af hesten, og med biblen hævet gik han frem mod broens kant. Samtidig med at han lænede sig ud over rækværket for bedre at kunne se ned under broen, hævede han bibelen og råbte:” Er du en ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem”.
Der gik et langt minut. Så lød der en tydelig plasken som om der var en der gik gennem vandet, og lidt efter dukkede der en gammel krumrygget kælling frem af mørket. Da hun kom nærmere genkendte Pastor Bendixen hende. Det var en gammel kone der boede lidt derfra i Lounegade.
Da hun genkendte præstens stemme, var hun blevet forskrækket og kom krybende ud.
“Jo”, sagde hun da præsten spurgte hende om hvorfor hun havde opført sig sådan, ” jeg kunne bare godt tænke mig at sætte en skræk i livet på dem der kom forbi”
Præsten tog nu sin ridepisk og gav hende en ordentlig overhaling, hvorpå hun hulkende skyndte sig hjem til Lonegade.
Efter den tid hørte spøgeriet op.
Billeder: Barsbækken ved Bulbro
Pouls Bro på Hærvejen