Kromanden der gik igen
Da han kom hjem, blev han som sædvanligt modtaget på gårdspladsen af de syv skræppende gæs, de havde gående løse. De var alle tiders vagtposter, ingen, ikke engang ham selv, der jo var herren i huset, kunne ubemærket krydse gården uden, at de gav lyd.
En voldsom skræppen lød i det samme, og ganske rigtigt, det var posten der på sin cykel kørte ind over gårdspladsens toppede piksten. Gårdejeren rejste sig for at tage imod det rødjakkede postbud, da han langt om længe var sluppet forbi gæssene og var nået hen til bryggersdøren.
”Mojn”, han vendte sig og pegede mod vagtposterne, ”jeg var nær ikke sluppet forbi i dag”.
De så begge over mod de syv hvide fugle, der havde samlet sig omkring postens cykel. I det samme lød der et højt pift, fuglene fløj forskrækket, skrigende og baskende væk fra postcyklen, samtidig med, at gårdejeren udstødte et brøl:
”Nu har den fandens gås også piftet hjulet på din cykel, den elsker at pille ved al ting og især ventilen på min knallert.
Ventilen blev fundet, cyklen pumpet, og posten blev bragt ud til de næste på ruten.
Fortalt af gårdmandens søn.
KROMANDEN DER GIK IGEN
De kirkebyer var imidlertid ikke tilfredse med sagens udfald og man kan også i vore dage vanskeligt forstå, at Kirkeby fik pålagt vedligeholdelsen af det hele vejstykke, efter som dette på en stor Strækning er begrænset af Skovby Mark.
Folk i Kirkeby mente da også, at der måtte være falskneri med i spillet, og deres harme rettedes især mod kromanden, som de mistænkte for at have forfalsket akterne til skade for sin egen kommune.
Da kromanden døde, rygtedes det da også snart, at han ikke kunde finde ro i sin grav. Hans genfærd spøgte nede ved Trætteledet og satte skræk i fredelige folk, som færdedes der om aftenen,
Men også i Den Danske Kro var det fælt med spøgeriet. Der sad spøgelset. fortalte man, og bladede i de forfalskede akter om Natten.
For at blive det fæle spøgeri kvit. henvendte man sig; til præsten, hr. Lorenz, (Lorenz Fabricius, præst fra 1725 -1753). Hr. Lorenz vilde dog ikke alne give sig i kast med gengangeren, men bad en præst vesterude om at bistå sig.
De blev enige om, at den store kærstrækning „Mørksø” nord for Kirkeby ville være et godt Sted til nedmaningen.
Om Aftenen gav hr. Lorenz sin karl besked til at gøre vognen klar, men han skulle tage det ene baghjul af og lægge det op i vognen. Samtidig skulde han lægge en Pæl og en Kølle op i Vognen. Lidt før Midnat kom de to Præster i fuldt Ornat og gav karlen ordre til at køre til Mørksø. Mærkeligt nok hældede vognen ikke, thi det var sådan at genfærdet måtte bære i stedet for det fjerde hjul.
Da de var ankommet til Mørksø, befalede hr. Lorenz karlen at vende vognen med stjerten hjemefter; ligeledes fik han ordre til ikke at vende sig om og ikke at køre, før han hr. Lorenz selv nævnte hans navn.
Så gav de to gejstlige herrer sig i lag med at mane, og straks fik vognen igen sin hældende stilling. Hestene fnyste og bævede, og af og til hørtes en røst, som befalede karlen at køre. Dog blev han siddende stiv som en pind og uden at vende sig om.
Omsider var nedmaningen fuldbyrdet, og Hr. Lorenz bad karlen sætte hjulet på plads. Så kørte de tilbage til byen. Fra nu af havde man ro for spøgeriet. Præsterne havde rammet en pæl gennem genfærdet, den har stået i Mørksø til for få år siden.
gs.