INDHOLDET I DETTE OPSLAG

Knu Dres o æ drenge

Pas på gåsen

Kromanden der gik igen

Gengangerne fra æ Røgkammer

 

KNU DREES O Æ DRENGE

Barsmark Bygade 178

Knu Drees kam o jed Gang fobi æ Skoel, jawn law æ Bøen va ue i æ Frikotee. Saa snar æ Drenge saa ham, skuld de jo en heel Flok hen o ha æ lidt Howre me ham.

»Ser I, I Knægte«, saaj Knue sind o prejt aa et stoe Træ, de staaj tæt ve æ Skoel, »hven I kan klar op i de Træ dær, saa vel Æ nok hoeld en Daaler aa, te Æ tør itt rest tre Gang fo aa faa jer nee, hver en jen!«.

Den Daaler vild æ Dreng jo nok ha fat aa, o snar va de en heel Flok opp i æ Træ.

Knue gik sind lisaa rolle hen o rest et godt et Gang, men æ Drenge holdt jo godt ve, o dær dratt olle jen nee. – Han rest andt Gang, men æ Dreng’ bløw old i æ Træ o sat o lee a æ Smaj.

Men saa stak Knu Drees æ Hinner i æ Fikk o gik hjema, i de han saaj lissaa lomsk: »No kommer Æ sind Øvermaarn o reste trirre Gang!«

 

PAS PÅ GÅSEN

Ukendt sted

Han havde stillet knallerten op ad muren til stalden og var gået ind for at få sin formiddagskaffe.
Da han kom hjem, blev han som sædvanligt modtaget på gårdspladsen af de syv skræppende gæs, de havde gående løse. De var alle tiders vagtposter, ingen, ikke engang ham selv, der jo var herren i huset, kunne ubemærket krydse gården uden, at de gav lyd.
En voldsom skræppen lød i det samme, og ganske rigtigt, det var posten der på sin cykel kørte ind over gårdspladsens toppede piksten. Gårdejeren rejste sig for at tage imod det rødjakkede postbud, da han langt om længe var sluppet forbi gæssene og var nået hen til bryggersdøren.
”Mojn”, han vendte sig og pegede mod vagtposterne, ”jeg var nær ikke sluppet forbi i dag”.
De så begge over mod de syv hvide fugle, der havde samlet sig omkring postens cykel. I det samme lød der et højt pift, fuglene fløj forskrækket, skrigende og baskende væk fra postcyklen, samtidig med, at gårdejeren udstødte et brøl:
”Nu har den fandens gås også piftet hjulet på din cykel, den elsker at pille ved al ting og især ventilen på min knallert.
Ventilen blev fundet, cyklen pumpet, og posten blev bragt ud til de næste på ruten.
Fortalt af gårdmandens søn.

KROMANDEN DER GIK IGEN

De kirkebyer var imidlertid ikke tilfredse med sagens udfald og man kan også i vore dage vanskeligt forstå, at Kirkeby fik pålagt vedligeholdelsen af det hele vejstykke, efter som dette på en stor Strækning er begrænset af Skovby Mark.

Folk i Kirkeby mente da også, at der måtte være falskneri med i spillet, og deres harme rettedes især mod kromanden, som de mistænkte for at have forfalsket akterne til skade for sin egen kommune.

Da kromanden døde, rygtedes det da også snart, at han ikke kunde finde ro i sin grav. Hans genfærd spøgte nede ved Trætteledet og satte skræk i fredelige folk, som færdedes der om aftenen,

Men også i Den Danske Kro var det fælt med spøgeriet. Der sad spøgelset. fortalte man, og bladede i de forfalskede akter om Natten.

For at blive det fæle spøgeri kvit. henvendte man sig; til præsten, hr. Lorenz, (Lorenz Fabricius, præst fra 1725 -1753). Hr. Lorenz vilde dog ikke alne give sig i kast med gengangeren, men bad en præst vesterude om at bistå sig.

De blev enige om, at den store kærstrækning „Mørksø” nord for Kirkeby ville være et godt Sted til nedmaningen.

Om Aftenen gav hr. Lorenz sin karl besked til at gøre vognen klar, men han skulle tage det ene baghjul af og lægge det op i vognen. Samtidig skulde han lægge en Pæl og en Kølle op i Vognen. Lidt før Midnat kom de to Præster i fuldt Ornat og gav karlen ordre til at køre til Mørksø. Mærkeligt nok hældede vognen ikke, thi det var sådan at genfærdet måtte bære i stedet for det fjerde hjul.

Da de var ankommet til Mørksø, befalede hr. Lorenz karlen at vende vognen med stjerten hjemefter; ligeledes fik han ordre til ikke at vende sig om og ikke at køre, før han hr. Lorenz selv nævnte hans navn.

Så gav de to gejstlige herrer sig i lag med at mane, og straks fik vognen igen sin hældende stilling. Hestene fnyste og bævede, og af og til hørtes en røst, som befalede karlen at køre. Dog blev han siddende stiv som en pind og uden at vende sig om.

Omsider var nedmaningen fuldbyrdet, og Hr. Lorenz bad karlen sætte hjulet på plads. Så kørte de tilbage til byen. Fra nu af havde man ro for spøgeriet. Præsterne havde rammet en pæl gennem genfærdet, den har stået i Mørksø til for få år siden.

GENGANGERNE FRA æ RØGKAMMER

Ottergaardsforte 50.

For enden af ”e Hollevej = Hulvejen”, som med rette bærer det navn og lige over for Ejlsø, ligger det gamle stråtækte hus, som i folkemunde kaldes æ Røgkammer.

Her boede, fortæller et sagn, engang en enlig kone og hendes datter. På et tidspunkt havde datteren ligget i med en af landsbyens karle, og det var gået, som det ofte går, pigen var blevet med barn. De to kvinder formåede at holde graviditeten hemmelig, og da dagen kom, blev også fødslen skjult, og allerede samme dag havde barselskvinden og hendes mor taget den nyfødte med over i Enemark Skov hvor de dræbte barnet. De svøbte det lille lig i et blåt forklæde og begav sig ad den gamle kirkesti der gik over markerne, forbi Solhøj, og videre til kirkegården ved Løjt Kirke. Her lagde de den lille bylt bag en af de store ligsten der stod op ad kirkegårdsdiget, og skyndte sig usete bort.

En søndag, nogle uger senere, løb byens børn og legede på kirkegården. De havde lige fået fri fra søndagsskolen i kirken, og som de plejede spillede de boldt efter undervisningen. Ved et tilfælde trillede bolden om bag netop den gravsten hvor det lille lig lå, stadig svøbt i det blå forklæde. Derved blev det døde barn fundet af en pige, boldens ejer, men barnets mor og morder fandt man aldrig.

Men så begyndte der at ske sære ting og sager.

Det startede med at en ensom nattevandrer hørte barneskrig fra skoven. Det gentog sig, og nogen mente også at have set et nøgent lille barn løbe skrigende fra skoven, ad kirkestien over markerne til kirkegården.

Folk var bange, og kun de færreste turde gå ad kirkestien ved nattetide, men efter at dette spøgeri havde stået på i nogen tid, fik kirkens menighed den lærde og troende præst til at tage affære.

En nat begav han sig ud på stien. Med sig havde han sin bibel og krucifiks, og med disse holdt foran sig mødte han det lille genfærd. Han talte til barnet, bad nogle bønner, og efter nogen tid stoppede skrigene og synet forsvandt, og viste sig aldrig mere.

Der gik nogle år, og så begyndte et nyt spøgeri.

De to kvinder fra Røgkammeret var døde, men de kunne ikke finde hvile i deres grav.

Ofte skete det, at folk der om natten kom fra Ottesgaard og gik langs med Ejlsø, mødte to kvinder der begge bar et blåt forklæde om hovedet. Andre kunne fortælle, at de også havde mødt de to kvinder komme gående på kirkestien ved Solhøj i retning mod kirken. Netop på den strækning, hvor stien fører over marken ”Lie” gror den aldrig til, selv om den aldrig benyttes mere.